Jean-Francois Thierion
La Borne er en ganske lille landsby med bare 250 indbyggere, som ligger cirka 15 km fra det kendte hvidvinsdistrikt Sancerre , der ligger i den østligste
ende af Loire dalen. I det lille område omkring La Borne er der i dag omkring 40 keramikværksteder . Det opfattes som et centrum for oplæring af
keramikere i Frankrig og har en tradition, som kan føres helt tilbage til 1400 tallet. Historisk set er La Borne også spændende, idet den skotske dronning
Krukke, Jean-Francois Thierion
Mary Stuart i midten af 1600 tallet opholdt sig i eksil i området. Da hun forlod stedet, lod hun sit skotske personale blive tilbage, hvor de blev overladt et
lille stykke jord. Jorden i La Borne er rig på ler, og der er en hel del skov i området. Det er to væsentlige faktorer, som giver grundlag for pottemageri i
træfyrede ovne.
Jean-Francois Thierions keramiske produktion er på mange måder ret udsædvanlig. Han laver hovedsagelig kæmpe store krukker og mægtige fade i hvidt stentøjsler. Det hvide stentøjsler importeres fra Frankrig og købes hjem i 5 tons ad gangen. De mindste krukker er drejet op til en højde af 65 centimeter, men Jean-Francois Thierion går med planer om, at fremstille en ekstra stor krukke på 150 cm.
I grove træk starter Jean-Francois Thierion med at dreje to eller tre gange 25 / 30 kilo hvidt stentøjsler op til to eller tre dele. Dem sætter han sammen ,
så de danner en krukkes krop. Så drejer han halsen og sætter den på bagefter. Sådan laver han normalt 5 krukker ad gangen eller 5 store fade. Herefter
starter det store arbejde med krukkernes og fadenes overflade, som er blevet et særkende for Jean-Francois Thierion. Denne specielle og krævende
overflade, som det efterhånden har taget flere år at udvikle står i dag som hans varemærke. Den gør, at enhver af han krukker eller fade fremtræder
som eftertragtede unikaarbejder, idet der ikke er to arbejder, der er helt ens. Hvor hans kone Nina Lund
påfører begitning på såkaldt tør skærv, starter
Fire krukker, Jean-Francois Thierion
han selv straks efter endt drejning på våd skærv med begitningsteknik, som er påføring af tykke lag af ler. Begitning er opslemmet, flydende ler som
Jean-Francois Thierion selv har indfarvet i de få farver, som kendetegner hans arbejder.
Så starter overfladebehandlingen med at påføre begitning i tykke lag med spartel. Efter at have påført mange lag, tegnes de sidste dekorationer på forskellige måder. Det er som at arbejde i flere relieflignende lag. Jean-Francois Thierion sammenligner det med en ru murflade, der endnu ikke er pudset glat, eller hvis man tænker sig et meget gammelt hus, med et stort antal lag af forskellige tapeter og malinger. Når man kan se de forskellige lag af tapeter, oplever man husets historie.
Efter at overfladebehandlingen er gennemført, skal krukkerne eller fadene tørre i 3 uger inden den første brænding. Emnerne forglødes ved højest 1000 grader. Efter endt afkøling færdigbehandles overfladen med et tyndt lag begitning og aske, inden de som en afslutning på arbejdet sættes i ovnen til anden og sidste brænding. Det er en såkaldt stentøjsbrænding, der tager 15 til 16 timer og går helt op til 1300 grader. Det tager hele fem uger, fra Jean-Francois Thierion starter med at træde drejeskiven med de 25 kg ler, til krukkerne står fiks og færdige klar til salg.
Han opfatter drejning i ler som et sprog. Det at han selv drejer meget store ting sammenligner han billedligt med en dialekt. Det er klassiske former, de
drejer både Nina Lund og han selv. Og alene det at dreje en perfekt og smuk klassisk form er en kunst, men som det også gælder for en dygtig og ihærdig
Rundt fad, Jean-Francois Thierion
maler, er det resultatet af mange års slid med det tekniske, der giver prædikatet ”han kan sit håndværk”, som så igen er grundlaget for at slutresultatet kan
blive god kunst. Ser man på Jean-Francois Thierions smukke krukker, er man ikke spor i tvivl. De fremtræder hver især som slutresultat unikke – og det
både hvad angår den klassiske form og den dekorerede overflade.
”Keramikværkstedet” i Hedegård er et fascinerende sted. Nederst i de oprindelige mejeri har vi det store produktionslokale, som emmer af aktivitet. Herfra
går man op af de gamle jerntrapper til første sal, der fungerer som udstillingslokale. De spændende vinduer og bygningens gavle har samme runde former,
som Jean-Francois Thierions store krukker. Et usædvanligt og åbent rum, som passer perfekt til at præsentere de to kunstneres forskellige ting. Et besøg i
den gamle insulinfabrik i Hedegård kan anbefales på det bedste og så skal man lige give sig tid til at gå 100 meter længere hen i landsbyen og besøge
glaskunstneren Aksel Østergaard Jensen, så får man rigtig fornemmelsen af , at Hedegård er en lille, men spændende landsby.